Begrebsforklaring og introduktion til delstats-sammenligning af retspraktik (Beihilfe, stationer, eksamensopbygning)
Udtrykket “delstats-sammenligning af retspraktik” betegner en systematisk sammenligning af de juridiske og organisatoriske regler for den juridiske praktiske uddannelse (referendariatet) i de enkelte tyske delstater, med særlig fokus på aspekterne Beihilfe, stationer samt eksamensopbygning. Da ansvaret for juristuddannelsen ligger hos delstaterne, eksisterer der betydelige forskelle i udformningen og de lovmæssige grundlag for referendariatet. Nedenstående artikel belyser de relevante forskelle og ligheder med fokus på beihilferet, uddannelsesstationer og eksamensstruktur.
Juridiske grundlag for den juridiske retspraktik (referendariat)
Generelt overblik
Det juridiske referendariat udgør anden del af den statslige juristuddannelse i Tyskland, som begynder med bestået første eksamen (Erste Prüfung eller Erstes Staatsexamen) og afsluttes med det andet statseksamen. De juridiske grundlag findes hovedsageligt i de enkelte delstaters uddannelses- og eksamensforordninger, mens rammebestemmelserne er fastlagt på føderalt niveau ved Deutsches Richtergesetz (DRiG).
Delstatsspecifikke udformninger
Hver delstat har sin egen juristuddannelsesforordning (fx JAG NRW, JAPO Bayern), hvori varighed, organisering, indhold og eksamensforhold for referendariatet er fastlagt. Dette omfatter blandt andet forløbet af de enkelte stationsperioder, beihilfeforhold og sammensætning af andet statseksamen.
Beihilfe i forbindelse med referendariatet
Definition og juridiske grundlag for Beihilfe
Beihilfe betegner den supplerende økonomiske ydelse for kommende fuldbeføjede jurister under deres offentligretlige uddannelsesforhold. Grundlaget for dette udgøres af Bundesbeihilfegesetz (BBhV) og de delstatsspecifikke beihilfe-bestemmelser (fx BayBhV, BhV NRW). Referendarer anses som tjenestemænd på prøve og har derfor som udgangspunkt krav på Beihilfe til udgifter ved sygdom, fødsel og pleje. Den konkrete udformning, ansøgningsprocedure, refusionstyper og egenbetalinger varierer dog afhængigt af delstaten.
Forskelle i Beihilfe-berettigelse fra delstat til delstat
- Beihilfe-beregning og egenbetaling: Beihilfe-satserne (for det meste 50-70 %) varierer mellem delstaterne. Bayern yder fx 50 % til referendarer uden børn, mens der med børn er mulighed for forhøjet sats. Hessen og Berlin har også afvigende satser og egenbetalingsregler.
- Særlige forhold ved ekstra forsikringer: Nogle steder er det ved siden af Beihilfe nødvendigt med en privat restomkostningsforsikring for at dække egenbetalingen. Omfanget af beihilfe-berettigede ydelser varierer også delstat efter delstat, især med hensyn til tilskud til tandproteser, alternative behandlere og medicin.
- Ansøgning og administration: Den ansvarlige Beihilfe-myndighed og ansøgningsproceduren er fastlagt delstatsspecifikt, ofte digitaliseret, men med forskellig behandlingstid og krav til dokumentation.
Strukturen af uddannelsesstationerne i det juridiske referendariat efter delstat
Grundlæggende koncept for stationerne
Referendariatet er opdelt i flere obligatoriske stationer, suppleret med en valgfri station. Den præcise varighed, fokus og rækkefølge kan variere fra delstat til delstat.
Typiske stationer i referendariatet
- Civilretsstation
- Strafferetsstation
- Forvaltningsstation
- Advokatstation
- Valgstation
Delstatsspecifikke forskelle i udformningen af stationerne
- Varighed og struktur: I Nordrhein-Westfalen varer referendariatet som udgangspunkt 24 måneder, med faste tidsrum for stationerne (fx civilret: 5 måneder, strafferet: 3 måneder). Bremen og Niedersachsen har en smule andre tidsopdelinger.
- Tildeling af pladser: Mulighederne for valg af uddannelsesdomstole, anklagemyndighed eller forvaltningsmyndigheder afhænger af den pågældende delstat og tilgængelighed.
- Valgstation: Mens enkelte delstater tillader, at man frit kan gennemføre valgstationen i ind- eller udland, kræver andre begrænsede områder eller forhåndsgodkendelse af delstatens eksamensmyndighed.
Særlige delstatsspecifikke bestemmelser
- Uddannelsesindhold og ledsagende undervisning: Hyppighed, form og tilrettelæggelse af den ledsagende undervisning (AG’er) varierer. I Berlin afholdes der regelmæssigt obligatoriske arbejdsgrupper, mens Bayern i højere grad lægger vægt på selvstændig forberedelse.
- Obligatorisk advokatstation: I bestemte delstater er det muligt at lægge uddannelsens fokus på advokatpraksis (“advokatorienteret referendariat”), eksempelvis i Baden-Württemberg i forbindelse med advokatstationen.
Eksamensopbygning og prøvningsvilkår i delstatssammenligning
Andet statseksamen: Generel grundstruktur
Det andet statseksamen består i alle delstater af en skriftlig og en mundtlig del. Hovedvægten ved den endelige karakter ligger uden undtagelse på den skriftlige prøve, men antal og type af opgaver samt udformning af den mundtlige eksamen varierer fra delstat til delstat.
Udarbejdelse af opgaver
- Antal og fordeling: I Bayern og Baden-Württemberg skrives 7 opgaver, Nordrhein-Westfalen kræver 8, Hamburg og Berlin op til 9 skriftlige opgaver.
- Indholdsmæssig profilering: Opgaverne fordeles som regel på civilret, offentlig ret og strafferet. I mange delstater indgår desuden mindst én advokatopgave, der simulerer praktisk sagsbehandling.
Mundtlig eksamen
- Eksamenskommission og forløb: Den mundtlige prøve består typisk af en aktefremlæggelse og en eksamenssamtale. Sammensætningen af prøvekommissionen, vægtningen af de enkelte dele samt valg af fag varierer.
- Indhold og prioritering: Fokusområder kan vælges delstatsspecifikt eller være fastlagt; i visse delstater er det muligt at vælge et “fokusområde” som en del af eksamen.
Særlige eksamensbestemmelser for delstaterne
- Muligheder for omprøve: I Hessen og Niedersachsen eksisterer en automatisk mulighed for én omprøve af opgaverne. I nogle delstater tilbydes der en mundtlig omprøve, mens det i andre ikke er muligt.
- Karakterfordeling: Udregningen af slutkarakteren og forholdet mellem skriftlig og mundtlig del varierer, hvilket har direkte betydning for vurderingen af præstationerne.
- Adgangsbetingelser: Reglerne vedrørende sygemelding og muligheder for at skrive efter varierer lidt, men på relevante punkter.
Sammenfattende vurdering af de delstatsspecifikke forskelle
Reglerne om referendariatet i den delstatsspecifikke sammenligning viser markante forskelle på områderne Beihilfe, uddannelsesstruktur og eksamensopbygning. Disse forskelle har både organisatoriske og indholdsmæssige konsekvenser for uddannelsesoplevelsen og mulighederne for referendarer under den anden uddannelsesfase. Kendskab til de pågældende delstatsspecifikke regler er derfor af væsentlig betydning for individuel planlægning af referendariatet og optimal forberedelse på de juridiske og personlige rammevilkår.
Litteratur og videregående kilder
- Deutsches Richtergesetz (DRiG)
- Landesjuristenausbildungsgesetze (JAG NRW, JAPO Bayern, etc.)
- Bundesbeihilfeverordnung (BBhV)
- Delstatsspecifikke beihilfe-forordninger
- Oplysninger fra de respektive eksamensnævn og delstatlige justitsforvaltninger
Bemærkning: Det anbefales, inden referendariatet påbegyndes, at konsultere de gældende lovbestemmelser og administrative bestemmelser for den ønskede delstat, da organisatoriske og juridiske retningslinjer kan ændres løbende.
Ofte stillede spørgsmål
Hvordan adskiller reglerne om Beihilfe sig for referendarer i de forskellige delstater?
Beihilfe-reglerne for juridiske referendarer varierer betydeligt afhængigt af delstaten, da Beihilfe er en delstatslig ydelse indeholdt i arbejdsgiverens omsorgspligt. Grundlæggende tildeler de fleste delstater deres referendarer en Beihilfe-berettigelse under den offentligretlige praktiske uddannelse i henhold til den gældende beihilfeforordning (fx BVO NRW, BayBhV i Bayern). Hvilke ydelser der er beihilfeberettigede, refusionssatser og maksimumsgrænser samt muligheden for familietillæg varierer dog væsentligt. Mens nogle delstater kun tildeler mindstesatsen for Beihilfe (ofte 50 % af de beihilfeberettigede udgifter, i tilfælde af barn eller medforsikret ægtefælle evt. forhøjet), afviser andre delstater (fx Hessen, Bremen) i visse situationer helt Beihilfe-berettigelse for referendarer. Også overtagelsen af valgydelser (fx cheflægebehandling), tandproteser eller Beihilfe-retten under orlov håndteres forskelligt. Endvidere giver nogle delstater mulighed for digital ansøgning, mens andre fortsat fortsætter på papir. Også kravet om dokumentation for en passende privat sygeforsikring som supplement (“Restkostenversicherung”) til Beihilfe kontrolleres forskelligt stramt. Referendarer bør derfor allerede før ansættelsesstart orientere sig om reglerne for Beihilfe i deres delstat, da manglende kendskab kan føre til reelle økonomiske risici.
Hvordan adskiller de obligatoriske stationer i det juridiske praktiske tjenesteforløb sig mellem delstaterne?
Strukturen af det juridiske praktiske tjenesteforløb (referendariat) med de faste obligatoriske stationer (strafferet, civilret, forvaltning, advokatstation) er ganske vist føderalt foretegnet gennem Deutsches Richtergesetz (DRiG), men konkretiseres på delstatsniveau i juristuddannelses- og uddannelsesforordningerne (JAO/JAPO). Den præcise varighed, det konkrete indhold samt rækkefølgen på stationerne varierer derfor mellem delstaterne. For eksempel varer forvaltningsstationen i Bayern typisk kun to måneder, i NRW er det tre måneder. Fordelingen af uddannelsespladser (fx straffestation ved anklagemyndigheden kontra domstol) samt muligheden for at prioritere eller tage udstationeringer i udlandet eller hos overnationale organisationer er også væsentligt forskellige reguleret. Også udbuddet af valgstationer er forskelligartet: Mens visse delstater giver næsten ubegrænset valgfrihed, også til internationale forløb, er andre mere restriktive. Delstatens eksamensbestemmelser fastlægger desuden, om og hvordan uddannelsesbeviser skal føres, samt hvilke rapporter der skal udarbejdes. Hermed får referendarer, afhængigt af delstat, en meget forskelligartet uddannelsesoplevelse, hvilket også har juridisk betydning – for eksempel hvis allerede gennemførte stationer skal godkendes ved et skift af delstat.
Hvilke forskelle er der i eksamensopbygningen (skriftlig og mundtlig del) mellem delstaterne?
Selv om assessoreksamen som den anden juridiske statsprøve bygger på ensartede lovgivningsmæssige grundlag (især DRiG og delstaternes juristuddannelseslove), er eksamensbetingelserne i de enkelte delstater til dels væsentligt forskelligt reguleret. Antallet og arten af opgaver (klausurer) varierer grundlæggende: I fx Niedersachsen og NRW kan der skrives arbejdsretlige opgaver, hvilket ikke er obligatorisk i Bayern. Vægtningen af eksamensfag (civilret, offentlig ret, strafferet, evt. yderligere valgfag) adskiller sig ligesom antallet af opgaver (mellem 7 og 11) og eksamensstoffet. Også den mundtlige prøve er forskellig: Sammensætningen af eksamenskommissionen, inddragelse af gruppeeksamen (eksamensforedrag, aktefremlæggelse, rollespil) og bedømmelsesnøgler fastsættes autonomt af de enkelte delstaters eksamensmyndigheder. Karakterdannelsen følger delstatsspecifikke nøgler, hvor enkeltopgaver, samlet resultat og om nødvendigt et særligt foredrag (som akteforedrag) vægtes forskelligt. Endvidere varierer fristerne for tilmelding, eventuelle friforsøg eller forbedringsmuligheder og muligheder for at få kompensation ved ulemper.
Hvilke delstatsspecifikke frister og ventetider skal man være opmærksom på før, under og efter referendariatet?
Adgangen til det juridiske praktiske tjenesteforløb reguleres i alle delstater af den respektive juristuddannelsesforordning eller delstatslige justitsforvaltning. Ansøgningsfristerne for referendariatet varierer, ligesom ventetiderne på en referendariatsplads, der kan spænde fra nogle få uger (fx Brandenburg) til flere måneder (fx Berlin eller München); de afhænger af antallet af ansøgere og ledige uddannelsespladser. Under referendariatet er der frister for tilmelding til prøver, men også for rapportpligt og aflevering af præstationsbeviser eller indlevering af uddannelsesarbejder. Enkeltstater regulerer forskelligt, hvordan pauser (barsel, sygdom) tælles og om og hvor længe de fører til forlængelse af referendariatet. Efter afslutning af referendariatet er der frister for ansøgning om bevis og, hvis relevant, forbedringsforsøg (såkaldte karakterforbedringsopgaver). Også her anbefales det at studere de delstatsspecifikke regler, især da forsømmelser kan have uigenkaldelige konsekvenser for beståelse af eksamen.
Findes der forskelle i aflønning og andre ydelser for referendarer i de enkelte delstater?
Ja, der er betydelige forskelle mellem delstaterne når det gælder aflønning (underholdsbidrag) og andre økonomiske ydelser til juridiske referendarer. Den månedlige underholdsbidragssats er ikke landsdækkende reguleret, men fastsættes af delstatens bekendtgørelser eller relaterede bestemmelser. Underholdsbidraget ligger netto mellem ca. 1.100 € (Berlin) og op til 1.500 € (Bayern), og supplerende ydelser (fx familietillæg, julegratiale) håndteres forskelligt. I adskillige delstater gives der tilskud til børnepasning, kapitaldannelsesydelser eller transportgodtgørelse; andre delstater har ikke sådanne ydelser. Retten til særlige feriedage, efteruddannelse samt støtte- og nødstilfælde er forskelligt lovreguleret. Ved sygefravær eller barsel gælder forskellige perioder for lønunderstøttelse. Det juridiske grundlag findes i de respektive delstatsspecifikke beihilfe- og lønforordninger samt administrative bestemmelser fra justitsministerierne.
Hvilke juridiske muligheder er der for at skifte delstat under referendariatet, og er der særlige forhold på tværs af delstaterne at være opmærksom på?
Skift af delstat under retsreferendariatet er som udgangspunkt muligt, men er underlagt de delstatsspecifikke bestemmelser i juristuddannelsesregulativerne og -lovene samt reglerne fra de respektive juridiske eksamensnævn. Et sådant skift forudsætter som regel en væsentlig grund (f.eks. familiesammenføring, betydelige undtagelsestilfælde). Hvorvidt allerede gennemførte uddannelsesstationer kan godskrives, varierer fra delstat til delstat: Nogle delstater anerkender alle stationer, forudsat at deres indhold matcher egne regler; andre kan kræve, at enkelte stationer gennemføres helt forfra. Et delstatsoverskridende skift kan desuden få betydning for retten til økonomisk støtte, varigheden af referendariatet og eksamensbestemmelserne (bl.a. antal prøver, eksamensformalia), hvilket bør vurderes juridisk i det konkrete tilfælde. I praksis anbefales det at tage tidlig, skriftlig kontakt til begge uddannelsesmyndigheder og nøje dokumentere alle præsterede ydelser.
Hvordan regulerer de enkelte delstater kompensation for ulemper for referendarer i forbindelse med funktionsnedsættelser?
Kompensation for ulemper til personer med handicap eller helbredsmæssige begrænsninger er af forfatningsmæssige og europaretlige grunde (især art. 3 stk. 3 sætning 2 i den tyske grundlov, FN’s handicapkonvention) obligatorisk, men den konkrete udmøntning varierer mellem de enkelte delstater. De respektive juridiske eksamensnævn fortolker forudsætningerne, typen og omfanget af kompensationen forskelligt restriktivt. Eksempler herpå er ekstra tid ved skriftlige prøver, adgang til hjælpemidler (f.eks. computer, dikteringsmuligheder), en individuel eksaminator eller tilgængelige eksamenslokaler. Tildeling af kompensation sker altid efter ansøgning og individuel vurdering; i alle delstater kræves det udførlige lægefaglige attester eller beviser. Afslag på ansøgninger kan i nogle delstater prøves i anke- eller domstolsbehandling. Ansøgningsfrister og den konkrete procedure er fastlagt i delstatslovgivningen, hvorfor den aktuelle eksamensbekendtgørelse og forvaltningsforskrifter i den pågældende delstat altid bør følges nøje.