Finansiering af station i udlandet
Finansiering af en station i udlandet betegner den retlige udformning og gennemførelse af pengestrømme, formueoverførsler eller finansiering til driftssteder, filialer, afdelinger eller andre funktionelle enheder i en virksomhed uden for hjemlandet. Emnet omfatter aspekter af den internationale skatteret, selskabsret, samt tilsynsmæssige, valutamæssige og regnskabsmæssige rammer. Nedenfor belyses og afgrænses begrebet detaljeret ud fra et juridisk perspektiv.
1. Begrebsmæssige og retlige grundlag
1.1. Definition af udlandsstation
En station i udlandet forstås som en varig erhvervsmæssig enhed i et fremmed land, der ikke har den retlige selvstændighed som et datterselskab, men dog udøver sine egne økonomiske aktiviteter. Typiske eksempler er driftssteder i henhold til art. 5 i OECD’s modeloverenskomst eller filialer efter nationale handelslovgivninger. Finansiering af disse enheder er regelmæssigt forbundet med en mangfoldighed af nationale og internationale retsnormer.
1.2. Afgrænsning i forhold til datterselskab og repræsentationskontor
Mens et datterselskab er et retligt selvstændigt selskab i udlandet, forbliver udlandsstationen retligt en del af hovedsædet. Den retlige behandling af finansieringen adskiller sig derfor grundlæggende fra finansieringen af et selvstændigt udenlandsk selskab. Repræsentationskontorer er ofte underlagt mere restriktive lokale regler vedrørende finansieringsmuligheder.
2. Former for finansiering af en udlandsstation
2.1. Intern finansiering
Ved intern finansiering stilles den nødvendige kapital direkte til rådighed af hovedselskabet eller koncernmoderselskabet. Dette sker ofte gennem egenkapitaltilførsler, lån eller cash-pooling-strukturer. Retligt vigtige her er især bestemmelserne om koncernintern finansieringsoverførsel, såsom transfer pricing-principper, thin capitalization-regler og kapitalrestriktioner.
2.2. Ekstern finansiering
Ekstern finansiering omfatter kapitaloptagelse af selve stationen i udlandet, eksempelvis gennem lån fra banker i værtslandet. De retlige krav følger lokale banktilsyns-, selskabs- og skattelovgivninger.
3. Skatteretlige aspekter
3.1. Opstilling af driftsstedsresultat
Den finansielle udstyrelse af en udenlandsk station har direkte indflydelse på den skatteretlige resultatopgørelse. Ifølge art. 7 i OECD’s modeloverenskomst behandles driftssteder som uafhængige virksomheder. Tildelingen af kapital (det såkaldte “arm’s length”-princip) er underlagt detaljerede transfer pricing-regler fra de involverede lande.
3.2. Indkomstinklusion og dobbeltbeskatning
Bestemmelser om indkomstinklusion samt undgåelse af dobbeltbeskatning i henhold til internationale aftaler skal overholdes. Særligt rentebetalinger, overskudsoverførsler samt funktions- og risikotransfer til stationen udgør selvstændige skatteobjekter.
3.3. Kildeskatmæssig behandling
Kapitaltilførsler til og fra udlandet kan medføre kildeskatspligt i stationens hjemland. Detaljerne følger de relevante dobbeltbeskatningsoverenskomster samt den nationale skattelovgivning i de involverede lande.
4. Selskabsretlige og tilsynsmæssige rammer
4.1. Oprettelse og registrering af udlandsstationen
Ofte kræver nationale retsordener for påbegyndelse af forretningsaktiviteter anmeldelse eller registrering af stationen hos offentlige myndigheder. De for finansieringen krævede offentliggørelseskrav omfatter både egen- og fremmedkapital og er underlagt tilsynsmæssig kontrol.
4.2. Kapitaludstyrings- og minimumskapitalkrav
Enkelte lande foreskriver kapitalsikring for bestemte forretningsmodeller (f.eks. finansielle tjenester) eller stiller krav om minimumskapital. Dette påvirker den konkrete udformning af finansieringsstrukturen og er ofte genstand for skattemæssig og tilsynsmæssig kontrol.
5. Valutaretlige og indberetningsmæssige forpligtelser
Finansielle transaktioner mellem moderselskab og station i udlandet falder ofte ind under valutar- og indberetningsregler. Indgående og udgående betalinger skal anmeldes i henhold til de respektive nationale og internationale regler. Manglende eller fejlagtig indberetning kan medføre alvorlige sanktioner.
6. Regnskabsmæssig behandling
6.1. Inklusion af udlandsstationen i koncernregnskabet
Som led i konsolideringsforpligtelsen inkluderes aktiver, forpligtelser, indtægter og udgifter fra udlandsstationen regelmæssigt i koncernregnskabet. Finansieringstransaktionerne skal behandles efter de relevante regnskabsstandarder (f.eks. IFRS, HGB, US-GAAP).
6.2. Omregning af fremmed valuta
For at kunne præsentere finansieringen i hovedselskabets regnskab kræves omregning af fremmed valuta efter gældende regnskabsstandarder. Kursdifferencer og deres behandling bestemmes af særlige regler.
7. Kontraktudformning og compliance-krav
Retssikker finansiering af udlandsstationer forudsætter præcis kontraktuel dokumentation af de finansielle forhold. Udover finansieringsbetingelserne skal anvendelsesformål, sikkerhedsstillelse, mellemliggende finansiering og løbetider defineres tydeligt. Overholdelse af hvidvasknings- og antikorruptionsregler skal sikres lige såvel som overholdelse af embargo- og sanktionsbestemmelser.
8. Sanktioner og retsfølger ved overtrædelser
Overtrædelser af skatte-, valuta- eller tilsynsretlige krav i forbindelse med finansiering af en station i udlandet kan føre til betydelige retsfølger. Disse omfatter blandt andet efterbeskatninger, bøder, strafbetalinger samt handels- og tilsynsretlige konsekvenser op til inddragelse af licensen eller udelukkelse fra offentlige udbud.
Litteratur og yderligere kilder
- OECD’s modeloverenskomst og kommentarer
- Internationale regnskabsstandarder (IFRS, US-GAAP)
- Nationale skatte- og selskabsretslove (f.eks. selskabsskattelov, handelslov)
- Administrative anvisninger vedrørende transfer pricing-dokumentation
- Publikationer fra Bundesbank og Den Europæiske Centralbank om valutaretlige indberetningspligter
Begrebet “Station im Ausland finanzieren” er underlagt en lang række omfattende retlige krav, der spænder fra selskabsstiftelse til skatte- og regnskabsmæssig behandling. Overholdelse af alle relevante love og regler er grundlaget for en retssikker og økonomisk bæredygtig udformning af internationale finansieringsforhold.
Ofte stillede spørgsmål
Hvilke retlige krav skal være opfyldt for at modtage støtte til en station i udlandet gennem tyske stipendieprogrammer?
For at få støtte til et udlandsophold via tyske stipendieprogrammer som DAAD- eller PROMOS-programmet, skal studerende som regel være indskrevet på en tysk uddannelsesinstitution og opretholde status som ordinær studerende. Derudover skal det sikres, at stationen fagligt anerkendes og er indlejret i studieordningen eller eksamensreglementet på hjemuniversitetet. Afhængigt af stipendieyderen er der forskellige retlige krav vedrørende nationalitet, opholdets varighed og destination; eksempelvis kan der ikke ydes støtte til visse lande på grund af tyske eller internationale sanktionslove. Desuden gælder der særlige skatteregler: Stipendieydelser må ikke betragtes som løn, da de ellers kan blive skattepligtige. Det anbefales at gennemgå retningslinjerne grundigt og dokumentere, at aktiviteten gennemføres som led i studiet og dermed er retligt og skattemæssigt privilegeret.
Hvilke visumregler og opholdsretlige forhold skal overholdes ved udstationering i udlandet?
For en station i udlandet er det de respektive opholdsretlige krav i destinationslandet, der er afgørende. Studerende er forpligtet til forudgående at indhente oplysninger om påkrævede visumtyper, ansøgningsprocedurer og eventuelle begrænsninger. Mange lande adskiller sig væsentligt med hensyn til godkendelsesprocesser, påkrævede dokumenter (f.eks. finansieringsbeviser, indskrivningsattester eller invitationsbreve) og sagsbehandlingstider. Juridisk kan også en arbejdstilladelse være nødvendig, hvis stationen gennemføres som praktik og indebærer arbejdsopgaver. Manglende overholdelse af reglerne kan føre til udvisning eller nægtet indrejse. Det skal dokumenteres, at finansieringen af leveomkostningerne er fuldt ud sikret for at undgå ulovligt arbejde; herved gælder de tyske beviskrav efter §§ 66 og 82 opholdsreglerne i Tyskland for ikke-EU-borgere og omvendt de udenlandske regler for indrejse i tredjelande.
Hvilke juridiske problemer kan opstå ved kombinationsfinansiering?
Ved anvendelse af forskellige finansieringskilder, f.eks. parallelle stipendier eller kombination med BAföG-ydelser, kan der opstå flere juridiske problemstillinger: Ofte fastsætter den enkelte tilskudsgiver udelukkelseskriterier eller indregningsregler. Kollisioner kan især opstå ved forbud mod dobbeltstøtte, som i henhold til § 2, stk. 2 i stipendieloven (StipG) og tilsvarende støttebestemmelser begrænser eller udelukker samlet offentlig støtte. Endvidere gælder BAföG-specifikt regler om indregning af indkomst efter § 21 BAföG, hvor mange stipendier op til 300 euro månedligt ikke indregnes, men højere beløb dog indgår i beregningen. Overtrædelser kan føre til tilbagebetaling af støtte og sanktioner fra den pågældende tilskudsgiver. Det er derfor nødvendigt at foretage en grundig gennemgang og dokumentation af de relevante retsgrundlag og støttevilkår.
Hvilke skattemæssige aspekter skal overvejes i forbindelse med støtte til udlandsstationer?
Ifølge tysk skattelovgivning er stipendier som udgangspunkt skattefri i henhold til § 3 nr. 44 EStG (indkomstskatteloven), såfremt de gives til fremme af forskning eller videnskabelig eller kunstnerisk uddannelse/efteruddannelse og ikke er vederlag for udført arbejde. Findes udlandsopholdet sted som lønnet praktik eller som studiejob uden for et stipendium, kan der – afhængigt af udformningen – opstå skattepligt i Tyskland eller udlandet. Også den konkrete dobbeltbeskatningssituation skal undersøges, da der ofte eksisterer dobbeltbeskatningsoverenskomster med samarbejdslande, som regulerer, hvor indkomst beskattes. Hvis modtagne støttebeløb overstiger visse grænser eller ikke er stipendier i EStG’s forstand, er indgivelse af en selvangivelse påkrævet.
Hvilke konsekvenser har udlands-BAföG-reglerne for finansiering af en station i udlandet?
Tildelingen af udlands-BAföG er underlagt særlige bestemmelser i afsnit 5 i BAföG-loven (især §§ 5, 16, 17, 21, 23). For at få støtte skal uddannelsesstedet i udlandet være anerkendt, og opholdet skal vare mindst 12 uger (uden for EU/EØS). Der gælder særlige retlige bestemmelser om godtgørelse af rejseudgifter, tillægsydelser såsom eventuelle studieafgifter samt særlige regler for behovsbestemmelse. Retligt korrekt skal en særskilt ansøgning indgives til det relevante udlandskontor, inden udlandsstationen starter – senere ansøgninger kan føre til afslag eller nedslag. Desuden kontrollerer kontoret overholdelse af maksimal støtteperiode, eventuelle indregning af andre stipendier eller erhvervsaktiviteter og kræver tilsvarende dokumentation (f.eks. indskrivnings-, praktik- eller ansættelseskontrakter).
Skal der betales sociale bidrag under et støttet ophold i udlandet?
Social sikringsstatus under et udlandsophold afhænger af finansieringsformen og beskæftigelsesforholdet. Ved rene studie- eller forskningsophold, der er dækket af stipendier, er der som regel ingen social sikringspligt. Udføres derimod lønnet praktik eller ansættelse i udlandet, skal det afklares, om tysk eller udenlandsk social sikringslovgivning gælder. Dette følger primært af EU-forordning nr. 883/2004 om social sikring ved udsendelser i det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde samt relevante social sikringsaftaler med tredjelande. Manglende indberetning kan føre til væsentlige efterbetalinger og sanktioner, så det er vigtigt på forhånd at drøfte med den tyske sygekasse og kompetente sociale myndigheder samt forsikringsselskaber i værtslandet.
Hvilke ansvarsrelaterede risici er forbundet med stationær støtte i udlandet, og hvordan kan de minimeres?
Ved støttede ophold i udlandet hæfter studerende som udgangspunkt selv for skader, de forvolder, medmindre der foreligger en specifik udlandsforsikring. Stipendieprogrammer kræver ofte i deres retningslinjer eksplicit ansvarsforsikring og ulykkesforsikring, og forevisning af disse kan gøres til en forudsætning for støtte. Dækningen omfatter også sundhedsforsikring (sygeforsikring), især i henhold til gældende privatret i værtslandet. Hvis passende forsikring mangler i tilfælde af skade, kan dette føre til personlige regreskrav og mulig opsigelse af støtteaftalen. Derudover skal forskelle i gældende ret i værtslandet tages i betragtning, da ansvarsgrundlag, erstatningsregler og procedurer kan variere. En grundig kontraktgennemgang – især ved praktikophold – anbefales.